Årets Hus 2026

Årets Hus / Årets Bygningsrenovering i Rønne 2026 er Folkehuset ‘Hodda’, St. Torv 9.

Folkehuset Hodda er præmieret som Årets Hus i Rønne 2026. Rønne Byforening valgte at præmiere renoveringen af Store Torv 9, den tidligere Colbergs Boghandel, og indretningen af bygningen til folkehus. Ved en pressereception 3. marts overrakte byforeningen Årets Hus-plaketten til ejeren.

Indehaveren af bygningen er den tidligere ejer af Tiger-butikkerne Lennart Lejboschitz og familievirksomheden Mitco.as. Bygningen Store Torv 9, der er tegnet af Eske Kristensen MAA i 1950, er et vellykket eksempel på den danske funktionalisme. Bygningen er især kendt for at have huset Colbergs Boghandel. Lennart Leiboschitz og Mitco.as har samarbejdet med Steenberg Tegnestue i Rønne om renoveringen og indretningen af lokalerne. Ejerne var kede af, at bygningen stod tom og ville forsøge at overføre deres projekt med folkehuset Absalon på Vesterbro til Bornholm – dog i mindre skala.

Det tidligere butikslokale fremstod tæt på originalt i rumsammenhænge og med ejernes ide og koncept for et nyt folkehus, passede det fint med bygningens forskudte etager som dels giver en vis adskillelse, men stadig en rumlig sammenhæng. Planen var – uden større indgreb – at indrette lokalerne til en ny funktion som et folkehus med udbud af varierende fælles aktiviteter – som et kulturhus med en café og mulighed for fællesspisning, siger Mogens Ipsen.

Rønne Byforening glæder sig over at den flotte trappe er beholdt.

Til publikumsområdet i cafeen var der behov for en opgradering af indeklimaet – også for at kunne udnytte den eksisterende platform langs vinduerne mod torvet som siddeplads. De oprindelige et-lags glas virkede dels ustabile i forhold til evt. påvirkning og dels gav deet væsentligt kuldenedfald – så en udskiftning til en termorude-løsning var oplagt. Det blev efter en god dialog med BRK/Bevaringsafdelingen ved Kirstine True Bramsen godkendt, med betingelser om genetablering af de udvendige glaslister i kobber og en fin løsning med dybere glasfals, med termorude med sort kant – så ændringen stort set er usynlig – men indeklimaet er mærkbart forbedret.

Tilsvarende blev et-lag glas i vinduer mod gården udskiftet til termoglas. Her blev valgt lyse kanter i termoruden for at fremstå minimalt i de hvidmalede vindueskarme, og udvendigt blevmonteret en glasliste i ege-træ, en reference til bygningens oprindelige materialer. Akustikken i rummene er betydeligt forbedret ved hjælp af akustisk regulerende lofter med markering af husets (tidligere skjulte) bærende betonkonstruktion, hvor de synlige bjælker i loftet tegner et fint mønster i loftsfladerne med akustikplader. Resultatet er en betydeligt forbedret akustik i rummene. Der er samtidig arbejdet med lydforhold i forhold til nabobygning samt lejlighederne ovenover lokalerne – hvor lydreducerende opbygninger er ”skjult” bag lofter og vægbeklædninger.

På husets bagside ud mod Ellekongstræde er der ryddet op og en handicaprampe er blevet bygget.

Der er som udgangspunkt sket minimale ændringer i husets disponering og udtryk, primærtmed ombygning af toiletafsnittet og køkkenfunktionen bag den åbne bar. For toppen aftrappen mod øverste plan, er udført en vægadskillelse – udført formmæssigt så den passer til trappeløbets krumme form – for lyd og funktionsmæssigt at afskærme de aktiviteter derer er mere til eftertænksomhed: yoga, dans og samtale mv. Ombygningen er sket med respekt for bygningens arkitektur. De forskudte etager med fantastiske trappeforløb, der nu fremstår mere markante i rummene, og de få visuelle ændringer er så diskrete, at de ikke tager opmærksomhed i forbindelse med oplevelsen af de åbne rumforløb. Det har været væsentligt for ejerne og alle involverede parter, at facader fremstår stort set uændrede, og at udskiftningen af glas ikke har påvirket bygningens udseende eller udtryk. En bæredygtig god løsning, som Rønne Byforening billiger.

Formand for Rønne Byforening, Michael Hammer udtaler:

”Rønne Byforening har i en årrække spændt fulgt med i, hvad der mon ville ske med den flotte bygning placeret centralt på vores Store Torv. Denne spænding har også været forbundet med en vis frygt, da vi kunne risikere, at en ny ejer eller bruger af bygningen kunne have et behov for en større gennemgribende indvendig renovering samt facadeændringer. Dette skete heldigvis ikke. Byforeningen sætter stor pris på, at Folkehuset Hodda’s renovering er udført med stor respekt for bygningen, som den er. Samtidig vægter vi det højt, at der er blevet ryddet op på bygnings bagside ud med P-pladsen ved Ellekongstræde. Gamle garager er fjernet, og der er etableret handicapadgang. Den triste bagside er nu i gang med en forskønnelse, som ligeledes vil kunne åbne op for fremtidige spændende udendørsarrangementer. Folkehuset Hodda’s målgruppe er ”os alle sammen”. Det er et hus, hvor der er plads og aktiviteter for alle, børn, unge som ældre. Det kan vi godt lide, og det præmierer vi med glæde”.

”Rønne Byforening er ikke i tvivl om, at Folkehuset Hodda’s tilstedeværelse centralt på Store Torv i Rønne vil bidrage med liv og glæde til hele bykernen. Folkehuset Hodda tiltrækker blandt andet et publikum, som måske ellers ikke var kommet til Rønne, og netop dét vil gavne hele byen. Rønne Byforening er ligeledes glad for, at der ikke længere står en stor erhvervsejendom med mørke vinduer uden liv. En sådan mørk og ubenyttet bygning leder desværre altid tankerne hen på tilbagegang og afvikling, hvorimod bygningen nu summer af liv, nye ideer og fremgang”, siger Michael Hammer.

Rønne Byforening ønsker Folkehuset Hodda tillykke med den flotte renovering, det gode initiativ samt det liv og den glæde, initiativet allerede nu bidrager med til Rønne. Vi glæder os til at følge Folkehuset Hodda i fremtiden.

Rønne Byforenings hovedfokus
Byforeningens har som mål at påvirke kvaliteten i bevarelsen og udviklingen af byens rum og bygninger til glæde for borgerne. Derfor har foreningen i en årrække kåret årets hus, plads eller bygningsrenovering, der på den ene eller anden måde gør sig berettiget til prisen.

Årets Hus-plaketten
Den keramiske Årets Hus-plakette er skabt af keramiker Ulla Gahrn og produceret på Hjorths Fabrik i Rønne. Plaketten er 18×18 cm.

Folkehuset Hodda, St. Torv 9 i Rønne, er i 2026 kåret til Århus Hus/Årets Bygningsrenovering i Rønne 2026. Ejendommen er her set fra St. Torv. Foto Rønne Byforening/Ulla Bechsgaard

Årets Hus 2025
Årets Hus 2024
Årets Hus 2023